Toves slægt

Tove Jensens slægt

 

 

Tove har skrevet nogle af sine erindringer ned, og de kommer her. Bag hvert af navnene ligger der yderligere oplysninger, som er fundet frem under Charlottes slægtsforskning.

 

Toves mormor og morfar

 

Min mormor hed Andersmine , og det var ikke så almindeligt et navn. Hun var født i 1874 og stammede fra Vadum. Hun havde en noget omskiftelig ungdom, tror jeg. I hvert fald fik hun to børn med to forskellige mænd, inden hun giftede sig med Peder Christian Mortensen , som var to år yngre og kom fra Bjergby. Hvordan de mødte hinanden har jeg ikke viden om, men måske har de tjent samme sted i en periode. Andersmine havde mindst 8 søskende, mens Peder Christian – så vidt jeg ved - kun havde halv-søskende, for hans mor var død et år efter hans fødsel og han var vokset op hos sin farmor og farfar . Andersmine og Peder Christian fik 12 børn, hvoraf min mor var nr. 6 i søskendeflokken og blev døbt Elna Jensine, men aldrig blev kaldt andet end Elna. At der må have været tolv begrundes i, at den sidste hed Dagny Dusine. Men kun de 10 kender jeg eksistensen af, og den ene af disse var dødfødt.

 

INDSÆT BILLEDE af Andersmine og hendes børn – skal indscannes igen, idet min udgave ikke er god.

 

Anna var den ældste og kom til at betyde meget for mig, på trods af, at hun immigrerede til USA. Hun var født i 1895 og blev gift med en Jacob Andersen og fik to døtre, Esther og Mary. Moster Anna forekom som den lidt mystiske, måske rige, slægtning i USA. Opfattelsen af, at hun var blevet rig, var bl.a. at hun under krigen sendte store pakker med flotte kjoler, højhælede sko, sukker, kaffe og andet godt hjem til os. Og hun sendte også breve og billeder, bl.a. af Marys bryllup, og billedet vidnede om større pragt, end vi var vante til. Moster Annas mand døde et par år efter deres bryllup, og så stod moster Anna med alting alene. Desværre mistede jeg forbindelsen med hende i slutningen af 1950´erne. Jeg forsøgte for mange år siden at finde ud af at få kontakt, men sprogvanskeligheder og travlhed i mit liv gjorde, at jeg ikke kom videre. I 2015 fandt jeg via et amerikansk detektivbureau navne og adresser på hendes børn, og jeg fik også via elektronisk post kontakt med Esther, men kontakten blev afbrudt, muligvis fordi at Esther er død. Hun nåede at fortælle, at moster Anna i mange år ernærede sig som kogekone og at folk elskede hendes mad. Esther nåede også at fortælle, at hun gik til undersøgelser for kræft.

Stinne blev født i 1896. Jeg havde ikke så meget med hende at gøre, men jeg kan huske, at man i familien tit talte om Stinne og om at hun havde det svært. Dengang vidste jeg ikke hvorfor. Imidlertid ved jeg nu, at Stinne blev gift med smeden Peter Klitgaard Christiansen. De fik 7 børn. Og jeg husker, at vi piger syntes, at de var nogle larmende og frække knægte. De flyttede en del rundt i Lindholm. Boede bl.a. på Løkkesvej og på Viaduktvej i NørreSundby. ”Det svære” har nok bl.a. været, at Peter og Stinne blev skilt i 1932 ved dom og Peter blev gift igen i Odense i 1935. Mindst ét af børnene – den ældste, Kristian Juul - flyttede siden til København – nærmere bestemt Hvidovre, og giftede sig med Valborg. Et af deres børn hedder Alis. Hun bor i Dronning Mølle på Sjælland, og jeg agter at besøge hende.

 

Kristian blev født i 1900 og blev siden gift med Tille. De boede på en ejendom på 7 tdr. land, som lå tæt ved mors og fars ejendom, og vi var en del sammen med dem. Tille kom fra Sønderjylland, og hun var meget snakkesalig. Hun kunne stille sig og snakke en hel time, når vi andre hakkede roer. Far var venstremand og Tille var socialdemokrat og det kunne der komme mange lange diskussioner ud af. Tille inviterede en gang om året hele mors slægt. Det var meget hyggeligt. Tille og Kristian tog mig også med til Rebildfesten nogle år. De kom med en frokostkurv om morgenen og så tog vi toget. Vi havde tæpper med og sad i bakkerne. Vi spurgte altid de amerikanere vi mødte, om de kendte noget til moster Anna. Det fik vi aldrig noget ud af. Ikke desto mindre var det en stor oplevelse. Tille var altid venlig imod mig. De fik en søn, Orla. Orla blev siden gift – først med Inger, som døde, og siden med Karen, som han flyttede til Lolland med. Orla blev lærer og underviste på en efterskole på Lolland. Karen og Orla fik aldrig børn.

 

Valborg blev født i 1903. Hun blev gift med Aksel Mikkelsen, og de havde et lille landbrug i Gærum ved Frederikshavn. De deltes om arbejdet, som man jo gjorde den gang. De fik aldrig nogen børn. Valborg Hun inviterede altid hele familien en dag om sommeren. Valborg tog imod os ude ved vejen, og hun bød altid hjerteligt velkommen og var varm og kærlig. Valborg var altid i gang, og hendes forklæde bar tit præg af alt det hun lavede. Men hun kunne om nogen smøge ærmerne op og ælte dej til en kringle, som smagte dejligt. Aage og jeg besøgte hende, når vi havde lejlighed til det. Aksel må være død tidligt, for ham husker jeg ikke noget om. Men Valborg kom på besøg, når der var runde fødselsdage eller andre vigtige familiebegivenheder. Valborg boede på plejehjem de sidste år af sit liv. Hun blev … gammel og noget dement, og hun døde mæt af dage.

 

Frederik blev født i 1905. Han blev gift med Hedvig, som var med i pinsebevægelsen. Han var fodermester i Vester Hassing. Hedvig var også snakkesalig. Kirsa og jeg var på sommerferie hos dem nogle dage hver sommer. Vi var med ovre på gården. De havde tre børn, Rita, Jørgen og Karen.

 

Elna (min mor) blev født i 1908. I 1921 boede hun hjemme, men formentlig er hun kommet ud og tjene, da hun blev konfirmeret i 1922. Sporene fortaber sig, men i 1929 rejste hun til København for at tjene i huset hos en murermester Rasmussen i Brønshøj. Efter et halvt år kom hun hjem og i foråret 1930 mødte hun min far og fik ved juletid mig. Meget af det jeg har at fortælle, omhandler jo hende, så derfor ikke mere her.

 

Theodor (Theus) blev født i 1910. Han blev gift med Sigrid. Sigrid var en noget bestemt dame. Hun kom fra Nr.Halne. Hun havde en lillebror, som var ubehagelig. Theus og Sigrid boede på et tidspunkt i bedstefar og bedstemors hus. De flyttede siden til Mejlby på et lille landbrug. De havde en dreng, som hed Harry, og ham passede jeg meget, da han var lille. Theus døde relativt tidligt. Theus gav os tilnavne – ”bjenrøv” hed jeg, fordi jeg var tynd og benet. Det var ikke et skældsord, og det blev jeg ikke fornærmet over. Der var også tilnavne til mine søskende, men jeg husker det ikke mere.

 

Astrid blev født i 1912. Hun blev gift med Peter. De boede i Nørhalne resten af deres liv i et lille hus i udkanten af byen. Astrid havde en søn, Gunnar, som tit blev passet hos Tille og Kristian, da han var lille. Astrid og Peter havde jeg en del kontakt med, også efter at jeg blev gift og boede i Kalundborg. Efter at min mor var død, var Astrid og Peter en erstatning for mine forældre. Peter var rutebilchauffør. Jeg husker at han havde en rute til Vildmosen. Astrid og Peter fik fire børn sammen – Karen, Erik, Børge og Bodil. Børge besøgte jeg en eftermiddag i foråret 2016 hos Børge og hans kone Lisbeth. Vi gennemså billedalbums fra barn- og ungdom og udvekslede mange minder. Desværre døde Børge nogle måneder senere.

 

Dagny blev født i 1919. Hun var en efternøler og blev måske forkælet mere end de øvrige. I hvert fald havde hun et noget omtumlet liv. Hun blev først gift med Søren Christensen. De fik 5 børn og boede på Gjøl. Men de blev skilt og hun fandt en kroejer, som hun giftede sig med. Så blev hun enke og havde endnu en kro eller beværtning – eller måske to på en gang – ved Vejgaard og ved havnen. Jeg husker hende som en, der tit kom galt af sted.

 

Toves farmor og farfar

 

Min farmor hed Jensine Kirstine Mathilde, og blev kaldt Mathilde, men i min erindring hedder hun også Agersted-bedste. Den betegnelse brugte vi allerede dengang, når vi skulle omtale hende. Min farfar hed Jens Martinus.

 

 

Og som man kan gætte, residerede de i Agersted - på en gård, som hed Baandhagen .

 

Af gamle folketællinger, kan man se, at der har boet op til tre familier, i noget som hed Baandhagen, men om det er området, som har heddet sådan, eller gården måske har haft flere huse på matriklen, vides ikke. Det kan også tænkes, at nogen har boet til leje.

 

Hvornår de flyttede fra gården, ved jeg ikke, men så længe jeg har kendt dem, boede de i et hus tæt ved banen i Agersted Stationsby.

 

Farmor og farfar fik fire børn – Hans, som var ældst, min far Jens Christian, og to tvillingepiger Kathrine og Marie. Vi søskende cyklede enkelte gange til Agersted. Det var en hård tur. Men ellers tog vi toget på ferie til bedstemor og bedstefar. Bedstefar var rigtig god at snakke med, da jeg var teenager. Bedstefar sad oppe på enden af bordet med krydsede ben og syede, og bedstemor sad i stolen ved siden af og syede knaphuller og knapper i. Og så kunne snakken gå.

Her står de foran deres hus i fint tøj. Årstallet kendes ikke, men klædedragten gør måske, at de ser ældre ud, end de er. Husets gavl lå umiddelbart op til banen, og i gavlen var også indgangen med et par trappetrin og et rundrørs-gelænder omkring. Jeg husker, at når jeg var på ferie her, stod jeg og mine søskende på dette gelænder og så på toget, som kom susende forbi. Det var spændende.

Hans husker jeg som en gemytlig og herlig farbror. Han var en yndlings-onkel. Han ville gerne lege med os, da vi var små og han talte altid til mig, som om jeg var en voksen – i hvert fald ikke, som man taler til et barn. Han så engang min håndskrift, og i stedet for at sige et eller andet kritiserende, så tog han sig tid til at foreslå, at jeg gjorde bestemte nedstrøg tydeligere.

Hans var skrædder som sin far. Han boede i Voerså, i starten i en lejlighed i enden af et hus, som ejedes af Hans og Sørine, og siden i eget hus. Han havde en lang række husbestyrerinder, inden han blev gift med den sidste i rækken, som hed Grethe. De fik en pige, som hed Mette. Farbror Hans byggede også huse – både eget og andres i Voerså og omegn, men det kneb vist med at få dem færdige, er der i hvert fald nogen i slægten, som siger.

 

Kathrine blev gift med en mand, som jeg husker omtalt som ”bedrager”. Det er jo et lidt hårdt ord, men må stamme fra samtaler mellem de voksne, som de altid førte, som om vi børn ikke havde ører. Faktum er i hvert fald at Kathrine en gang bad min far kautionere for et lån til sin forgældede mand. Det afslog min far og sidenhen kom vores familie aldrig sammen med dem igen. Jeg kan ikke afvise, at vi var sammen hos Agersted-Bedste, men de kom i hvert fald ikke i vort hjem derefter. Min fætter Arne kan fortælle, at Katrine også bad sin søster Marie om et lån, og også her blev afvist. Manden kom senere i fængsel i en periode. Deres søn hed Gunnar.

Kathrine husker jeg som ret ufølsom. Jeg husker, at hun engang, hvor vi børn legede i stuen og de voksne sad ved kaffebordet, sagde: ”Hvor har Tove dog nogen store ører.” Og jeg har resten af livet altid syntes, at mine ører var store. Det var også Kathrine, som fik sagt: ”Som den pige da ligner Lars´s Jens”. Og den sætning satte sig også fast – så fast at jeg husker det, som var det sagt i går. Og som, det senere skal vise sig, faktisk havde en meget dyb betydning. Agersted-Bedste havde nok sine bekymringer over Kathrine. I hvert fald var hun altid opfyldt af at hjælpe hende. Jeg husker, hvordan min mor samlede kaffemærker under og efter krigen til farmor og farfar, for at de skulle have lidt ekstra. Imidlertid opdagede min mor, at alle kuponerne var gået videre til Kathrine, og så var det slut med den trafik.

 

Marie blev gift med Søren og fik fem børn – Børge, Ane Marie, Nora, Arne og Bodil. De boede på gården Søndervang i Agersted, og når man var på ferie her, så var der fest og glade dage. Her er faster Mie i barnevognen og omkring står hele børneflokken – fra venstre Mie, Nora, Børge, mig med Bodil på armen, og Arne ved siden af barnevognen.

 

 

 

 

 

Her er jeg i haven på Søndervang – vel en 15 år – og i en kjole sendt fra moster Anna i Amerika.

 

 

 

 

 

 

Onkel Søren var en festlig mand og han tog meget ud og læste op af Thies (fra Vendsyssel). Fætter Børge havde jeg et tæt forhold til op igennem barndom og ungdom, og da han blev gift med Grethe og de fik deres første barn, Marit, var jeg hjemme og hjælpe Grethe de første 14 dage, samtidig med at jeg selv var gravid. På et tidspunkt blev Søndervang solgt, og Søren og Mie flyttede i et hus i Hjallerup. Alle børnene kom meget til Vejen, hvor Børge og Grethe slog sig ned.